Vinsmagning Under Jorden

Kære Vingæst

Velkommen til Vinsmagninger under jorden i min vinkælder på Christianshavn. Jeg har samlet kælderens bedste forårsvine til en smagning og glæder mig til at invitere dig med!

Vi starter på vulkanøen Pantelleria, hvor vi smager charmerende bobler med salt, vind og hav i glasset. Det er en helt særlig følelse; som om humøret bliver bedre, allerede ved første sip. Derefter går turen til Toscanas kyst, hvor vi drikker elegant hvidvin på druen Vermentino, som kun for alvor trives her, tæt på havet. Her får smagen en tydelig salthed og en fylde, der giver både friskhed og dybde i glasset.

Videre går rejsen ind i landet til vingården Bonsalto i deres lille oase mellem Siena og Firenze. Her smager vi en kølig, elegant rødvin på druen Malvasia Nera, en vin med en lethed, der føles som skygger i det varme landskab. Rejsen slutter på vulkanen Etna, hvor vi møder vinmager Emiliano Falsinis mesterværk. I 800 meters højde, med udsigt over det rå månelandskab, smager vi en vulkansk rødvin med en dyb, næsten meditativ karakter.

Jeg håber, I har lyst til at tage med på min vinrejse gennem Italien; et par timer med nærvær, smag og vine, der sætter sig i kroppen, også efter sidste glas.

Kh Katrine

KONCEPTET: Vinrejser under jorden

I min vinkælder under Lille Mølle på Christianshavn tager vi på vinrejser til Italien, til steder, man sjældent støder på af sig selv. Her går vi tæt på historier og landskaber uden for de kendte vinområder. Undervejs tager jeg jer tæt på vinmagere, jeg synes fortjener at blive set for deres kompromisløse kvalitet og passion for deres håndværk; mennesker, som i højere grad ser sig selv som kunstnere end som en del af den klassiske vinindustri. De arbejder i deres egne små haver; små pletter jord, de holder ekstremt meget af, og som de gennem vinen giver videre som en følelse af stedet.

Smagningerne er uformelle og varer ca 2 timer. Vi sidder ved langborde, deler lidt italienske snacks mens vi smager vinene. Jeg guider jer og giver konkrete forslag til, hvad vinene passer godt sammen med. Hvis der er vine, der taler til jer undervejs, har I mulighed for at tage dem med hjem. Prisen for deltagelse er 250 kr. Køber du minimum 6 flasker af den samme vin fratrækkes dette beløb (gælder kun på de smagte vine og ved køb samme dag).

Vejvisning: Kælderen ligger for enden af den blinde vej på Christianshavns Voldgade, i bygningen Lille Mølle. Det er den store, gule, gamle mølle, som man næsten ikke kan undgå at få øje på, når man først er der. Der er ca. 10–12 minutters gang fra metroen ved Christianshavn.

Pris: 250,-

Køber du minimum 6 flasker af den samme vin fratrækkes dette beløb (gælder kun på de smagte vine og ved køb samme dag).

Christianshavns Voldgade 52, 1424 København, Danimarca, København, Indre By